Spor din pakke
Spor din pakke
Spor din pakke
Spor din pakke
Score: 5,5/6 stjerner
Ventetiden er endelig slut, og Blizzards mest ambitiøse spil til dato er tilgængeligt for alle. Tro mig, du bliver blæst bagover.
Den onde Lilith er blevet bragt tilbage i et blodigt ritual, og hun er alt andet end god. Tynget af synd og had, sætter Lilith ud for at finde tilbedere, der kan hjælpe hende med at bringe helvede over hele Sanctuary. Det hele bliver præsenteret i de flotteste cutscenes, jeg til dato har set. De dragende cutscenes får dig til at glemme tid og sted. Du er kun opmærksom på at følge med i Liliths næste skridt. Udover at være frygtindgydende, er Lilith en af de mest velskrevne Diablo-skurke, jeg har mødt.
Selve spillet er ambitiøst og flot. Det er centreret i den perfekte dystre stemning, og du vil hele tiden gerne se mere. Diablo 4 er en klassisk ARPG og er ikke så nyskabende, som man kunne have håbet på. Det låner elementer fra spil i samme klasse, dog med stor succes. Med de nye forbedringer og elementer er Diablo 4 nok det bedste til dato i spilserien. Blizzard beviser, at man sagtens kan låne uden at kopiere og samtidig skabe stor succes med det.
I Diablo 4 stråler de klassiske elementer, vi kender fra serien, uden at det føles som en remastered version af Diablo 1 eller 2. Herunder kan du læse nogle af de elementer, jeg kunne lide, og nogle som jeg fandt knap så gode.
Classes
De nye classes minder om dem, vi kender på den gode måde. Det føles mest af alt som at mødes med en gammel ven, og du bliver helt nostalgisk. For udover at det jo selvfølgelig er de klassiske classes, vi kender fra Diablo 1 og 2, så har de også mange af de samme evner. Du har muligheden for at sammensætte dine evner, som du vil, og der findes et hav af forskellige builds, som alle har sine unikke spillestile og fordele. Nogle builds er gode til leveling, nogle er gode til speedfarming, og nogle til kamp. Det er mest op til dig, hvordan du gerne vil spille spillet. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Justeringer fra Diablo 3
En af de største glæder for mig var, da jeg fandt ud af, at potions ikke længere har en cooldown. Du kan bruge dem, som du har lyst, og fjender dropper potions, når du dræber dem. Du kan have op til 4 potions, og du kan opgradere helingen, de giver dig. Du kommer ikke længere til at dø unødvendigt i kampe, fordi din potion er på cooldown.
Hele verdenen er semi-open world, hvilket giver bedre mulighed for udforskning end tidligere spil. Samtidig er der tilføjet flere typer dungeons på kortet, world events og world bosses. Alle steder, hvor du har mulighed for at få nyt udstyr eller opgraderinger til dit udstyr. Du møder også andre spillere på kortet og har derfor mulighed for at klare events i grupper. Efter du har gennemført kampagnen, kommer der også flere muligheder for at udforske og klare mere udfordrende indhold.
Som noget nyt skal du kun gennemføre kampagnen en gang, hvis du gerne vil spille med en ny karakter. I den originale version af Diablo 3 skulle du gennemføre kampagnen hver gang, du ville prøve noget nyt. Faktisk kunne du næsten kun spille kampagnen, da der ikke var så meget ekstra indhold i spillet.
Sidst men ikke mindst fylder alle genstande det samme i dit inventory. Selvom du har fået mindre plads i inventory, føles det som en kæmpe opgradering, at du ikke længere skal prioritere, om du vil gemme nogle sko eller en chest, fordi tingene fylder for meget.
Gimmicks
Når du gennemfører udfordringer, låser du op for titler, som du kan give din karakter. Nogle af dem er ret sjove. For eksempel hedder min nuværende karakter 'Potential Trash', hvilket både er sjovt og giver en ekstra personlig flair til spillet. Du kan selv vælge din titel, og jeg er også stødt på mange forskellige versioner.
Som vi kender det fra Lost Ark, kan du i Diablo 4 også selv designe din karakter. Du kan vælge alt fra hårfarve til tatoveringer, hvilket jo bringer stor glæde for en Sims-gamer som mig. Det er fedt selv at kunne sætte sit præg på sin karakter, så det er nemt at skelne din karakter fra andres. Der findes mange forskellige måder at gribe det an på, og man kan enten gå den vej, min mand valgte: Gigachad med store muskler, eller den anden vej, som jeg valgte: Cool troldkvinde med blåt hår. Hvad end du vælger, er helt op til dig, og valgmulighederne er uendelige.
For at dykke helt ned i nostalgien har Blizzard også valgt at bringe nogle kendte steder tilbage. Du kan derfor både rejse til Burning Steppes og Caldeum. Begge lokationer indgår også i kampagnen.
Knap så gode elementer
Et af de få elementer, som kan være lidt frustrerende i det nye Diablo, er, at du ikke får al den XP, du har brug for, gennem kampagnen. Du føler hele tiden, at du er for lavt level til at klare bosser, og er nødsaget til at klare ekstra indhold for at kunne følge med. Det kan være lidt irriterende, hvis du, ligesom mig, bare gerne vil se, hvad der sker i kampagnen som det næste, og så klare alt ekstra indhold efter.
Selvom Blizzard har lånt lidt fra andre spil, føles Diablo 4 ikke så innovativt, og de gør ikke så meget for at revolutionere genren. Spillet er nyskabende inden for Diablo-serien, men hvis du kigger på resten af genren, sker der ikke så meget nyt i Diablo 4. Det er tydeligt, at der er taget inspiration fra både Path of Exile og Lost Ark, da nogle funktioner føles genbrugt i Diablo 4.
Spillet er også lidt præget af mikrotransaktioner. Udover at spillet koster en del (starter fra 70 euro), er der også mikrotransaktioner i spillet. Der er ikke noget indhold, du skal betale for at få adgang til, men der er forskellige skins og effekter, du kun kan få, hvis du betaler for dem. Dette har ikke været tilfældet for Diablo-serien før, og derfor føles det lidt nedtrykkende, at de har valgt at gå denne vej.
Alt i alt synes jeg, Diablo 4 er fedt. Hvis du kan lide de klassiske Diablo-spil, vil du også kunne lide dette. Det føles tro mod serien, genren og den historie, vi tidligere har mødt. Det er flydende og dystert. Spillet er alt, hvad du har brug for, hvis du gerne vil spille et gennemarbejdet ARPG.
Et perfekt værktøj til oprettelse af HD-videoindhold, videoopkald og livestreaming med et indbygget ringelys, som giver fantastisk eksponering selv...
Vis alle detaljer